Trends inden for digital transformation

I fremtiden vil alle virksomheder være digitale virksomheder, fastslår Nana Bule, CMO hos Microsoft Danmark, på efterårets seminar om digital transformation og CRM afholdt af MicroPartner.

gbys_micropartner_web_blog_nanabule_am_161208_vers1Hvad er digital transformation? For at forstå digital transformation skal vi forstå, hvordan forretningen bliver transformeret, indleder Nana Bule. Stedet er MicroPartners formiddagsseminar om digital transformation og CRM, som blev holdt hos Microsoft i Lyngby den 25. oktober 2016.

På den ene side kan begrebet digital transformation hurtigt blive meget flyvsk og buzz-agtigt, uden nogen rigtig form for jordforbindelse. På den anden side bliver digital transformation oftest italesat og forklaret udelukkende som disruption, hvor virksomheder og hele brancher nærmest kaster alt over bord og begynder forfra.

”Digital transformation handler ikke nødvendigvis om at kaste alt over bord men om, hvordan vi kan bruge vores data og viden til at berige virksomheden og dens offerings til kunderne og udvikle en tilpasset eller ny forretningsmodel, der følger med tiden,” fastslår Nana Bule.

I fremtiden bør alle virksomheder og organisationer tænke og agere som digitale virksomheder, så teknologien udnyttes til at skabe nye forretningsmuligheder. Ifølge Nana Bule kan digital transformation beskrives ud fra fire overordnede trends.

Engage your customers
”I dag skal vi ikke bare forstå vores kunders behov reaktivt,” fortæller Nana Bule om den første trend, ”Baseret på de data og den viden, vi ligger inde med, skal vi forudse kundens behov og proaktivt række ud for at yde en bedre service og tilbyde den fulde kundeoplevelse.”

Fremover vil vi i endnu højere grad end i dag benytte teknologien til at interagere med kunderne og lade dem betjene sig selv, forklarer Nana Bule: ”Vi kommer til at tænke i samtaler som en platform – Conversations as a Platform – og tænke i teknologier, der kan understøtte samtalerne, fx bots, intelligente agenter og machine learning, der hele tiden lærer og bliver klogere af de omgivelser, de er i, og kan oversætte undervejs i en samtale.”

Empower your employees
Gennem de sidste ti år har Microsofts kerneforretning drejet sig om den anden trend inden for digital transformation, nemlig at gøre medarbejderne mobile og i stand til at samarbejde uanset tid og sted.

”Hos Microsoft tror vi ikke på, at arbejde er en plads – det er en aktivitet. Vi skal frigive vores kollektive intelligens i samarbejdet og mødet mellem mennesker,” fortæller Nana Bule og uddyber: ”Forskning viser, at meget af værdien skabes i de uformelle møder mellem mennesker på tværs af organisatoriske skel. På sigt vil teknologien sætte strøm til de tilfældige sammenstød mellem mennesker og give mig viden om, hvad mennesker omkring mig arbejder med, og hvem der arbejder med noget, der minder om det, jeg selv arbejder med.”

Optimize your operations
Den tredje trend handler om, hvordan vi fremover vil udnytte data til at optimere processer og forædle produkter. ”Fremover vil vi ikke kun tænke i fysiske produkter, vi vil tænke i, hvordan vi kan berige vores produkter med intelligens og service,” siger Nana Bule og forklarer sin pointe med nogle eksempler:

Et elevatorfirma ser ikke længere sig selv kun som leverandør af den fysiske elevator, men som leverandør af en service, der sikrer, at folk kan bevæge sig op og ned mellem etager. Derfor tager de ansvar for, at elevatoren altid kører, ved at forudsige hvornår elevatoren skal have service – ikke ud fra et fast tidsinterval, men baseret på informationer om drift og slitage.

DAMCO lever af at få skibe i den rette havn via den hurtigste rute. Det kræver indsigt i strømforhold, vejrforhold, politiske forhold på rute A-B – data som DAMCO i forvejen opsamler, men nu tilbyder sine kunder som en service, der hjælper kunderne med at tage mere kvalificerede beslutninger.

Transform your products
Det er typisk denne trend, vi læser om i medierne, forklarer Nana Bule. Hvem er Uber i min branche? Hvordan kommer jeg før dem?

”Det handler om, hvordan virksomheden kan forbedre sit produkt med data eller afstikke et ekstra produkt. Når virksomheden har indsigt, hvorfor så ikke gøre denne indsigt til et selvstændigt produkt eller lægge det på toppen af eksisterende produkter?” spørger Nana Bule ud i salen og følger op med et par eksempler: vindmølleproducenten, der indsamler vejrdata, og er i gang med at udvikle et produkt, så de kan sælge disse klimadata, og økonomiløsningen Dinero, som bl.a. benytter mønstergenkendelse i data til at anbefale brugeren, hvordan en given faktura kan bogføres.

Alle virksomheder bliver digitale virksomheder
Nana Bule afslutter, hvor hun begyndte: Med at slå fast, at alle virksomheder fremover vil blive digitale virksomheder, og at man derfor skal tænke i alle fire dimensioner af digitalisering i udviklingen af den fremtidige forretningsmodel.